Vizslaen adskiller sig fra andre
kontinentale hønsehunderacer i sin oprindelse. Hvor de andre
racer stammer fra den gamle spanske Bracco, har den ungarske
vizsla sine rødder hos asiatiske forfædre. Allerede tidlige
beretninger fra 1300-tallet beskriver ungarernes ”gule”
jagthund. Nogle af de tidligste illustrationer af denne gule
hund findes i Becsi Kepes Kronik (Billedkronik).
I 1300-tallet, da de store, vidtstrakte skovområder i Ungarn
forsvandt og de åbne vidder – pusztaen – bredte sig, blev
småvildtjagt mere og mere almindelig. De største vildtarters
udbredelse mindskedes i takt med skovenes tilbagegang og da
fasanen holdt sit indtog i Ungarn i 1400-tallet,
manifesterede småvildtjagten sig for alvor.
Blandt de Pannon-Kopo hunde, der blev tilbage på Pusztaen,
udviklede flere linier sig snart til ideelle
småvildtjagthunde. I disse linier fandtes der ofte rødgule
individer.
Adelen udvalgte de bedste individer til falkoner- og
småvildtjagt. Under den tyrkiske invasion (1400–1554) blev
tyrkernes ”Gule Hund” krydset ind, og den mere og mere
ensartede vizsla blev en favorit hos både adel og jægere.
Dette dokumenteres i mange dokumenter og breve, bl.a. dette,
hvor Janos Gyulay på latin i 1563 skrev til Kristof
Batthyani:
”Vi er bekendt med, at Deres
Højhed er i besiddelse af nogle små falke. Vi ville blive
taknemlige for en eller to af disse, men en hund (Vizsla)
med en god næse og gode apporteringsevner ville være det, vi
ville sætte størst pris på”. (Sed et unum canem odoranium
vulgo fyrejre valo Vizslath nobis dare velit.)
Det asiatiske blod havde en positiv indflydelse på vizslaen,
som racemæssigt, både i eksteriør og jagtegenskaber, blev
mere og mere ensartet.
En Højadelig familie,
Zay, begyndte i begyndelsen af 1700-tallet den første
rigtige avl med de gule vizslaer, og mod slutningen af dette
århundrede samt et stykke ind i 1800-tallet var den gule
vizsla den mest udbredte jagthund i Ungarn.
Da det i slutningen af 1800-tallet blev moderne at importere
og avle på andre jagthunderacer, gav det problemer for
vizslaen. Snart var det næsten umuligt at opspore en vizsla.
Fortsat renracet avl umuliggjordes stort set og derved kom
der fremmed blod ind i racen (pointer, korthåret hønsehund).
I november 1916 påberåbte Tibor Thuróczy sig i det ungarske
jagtblad Nimrod, de ungarske jægeres opmærksomhed for at
redde den gule vizsla. Den fik sit nuværende navn: Ungarsk
Vizsla. I 1917 udstedes de første, midlertidige stamtavler
samtidig med at man indledte et landsdækkende
eftersøgningsarbejde for at finde frem til de hunde, der i
størst udstrækning lignede den oprindelige gule vizsla.
Eftersøgningsarbejdet besværliggjordes af, at man befandt
sig i 1. verdenskrig, men det lykkedes at få registreret tre
hanner, Ficko, Honved og Rupp, og ni tæver, Laura, Rica,
Stanci, Ara, Donna, Miss, Lidi, Kati og Borcsa.
Nu hastede det også med at få reddet racen, før den
var totalt iblandet vesteuropæisk blod. I 1920 blev De
Ungarske Vizslaopdrætteres Forbund dannet med Kalman Polgar
som formand og de første rigtige stambøger blev udfærdiget.
Efter de første svære år stod man med adskillige forskellige
vizslatyper – hver opdrætter mente sin egen type rigtigst,
hvilket fortsat vanskeliggjorde avlsarbejdet.
I 1928 blev den første racebeskrivelse
dokumenteret og i 1935 godkendte FCI racen som ungarsk
nationalhund.
2. verdenskrig medførte atter store tab af
avlsmateriale – ikke kun hos vizslaen, og i efterkrigstiden
led vizslaen for en periode den tort, nærmest at blive
degraderet til selskabshund, men de sidste årtiers stigende
interesse for jagt og vildtpleje har forstået at værdsætte
vizslaen som det, den oprigtigt er – en prima jagthund.
Den korthårede vizsla er i dag den mest talrige og populære
jagthund i Ungarn, hvor der nu registreres over 1600 hvalpe
om året.
Den ruhårede variant, der i bygning
er lidt mere robust end den korthårede, begyndte man at
renavle i 1930érne. Tysk Ruhåret Hønsehund har spillet en
stor rolle ved oparbejdelsen af racen.
Vizslaens Historie i Danmark
Efter opstanden i 1956 kom også ungarske
flygtninge til Danmark. Enkelte havde formentlig deres
hjemlands hunde med, eller det lykkedes dem på forskellig
vis senere at hente nogle til landet. Disse blev dog holdt
som familiehunde, nogen egentlig avl foregik ikke.
Først da gårdejer Erik Bendsen fra Søllested på Lolland i
1971 fik nys om denne hønsehunderace og ved den ungarske Fr.
Ilona Jaurnik´s og Fr. E. Nagy´s hjælp hjembragte en
vizslatæve fra Ungarn, kom der gang i vor hjemlige vizslaavl.
Bernadette Barsiligeti (Pøtyi) var tævens navn og sammen med
den lidt yngre Reka, som Erik Bendsen hentede fra Amerika,
danner hun grundstammen i den danske avl. Der blev
stambogført 56 hvalpe efter Pøtyi, og næsten alle danske
vizslaejere vil kunne finde hende blandt deres hunds aner.
Erik Bendsen nøjedes ikke med at importere disse to tæver. I
løbet af en kort årrække fulgte også hannerne Etzel von
Bahlen fra Tyskland, Egerpataki Aprod fra Ungarn og Gasar
fra Belgien som de vigtigste.
I løbet af de
10-12 år, hvor Erik Bendsen var aktiv vizslaopdrætter, så
langt over 100 hvalpe dagens lys på Damgård ved Søllested,
og Bendsen har dermed været med til at sætte sit store præg
på den danske vizslaavl.
Andre havde dog også fattet interesse for
vizslaen og hentede avlsmateriale i Ungarn (Küllöi Pajkos
Sobri, Hortobagyhidi Lidi, Matai Mese) og i England (Waidman
Bor, Kis of Waidman, Waidman Dansk) for blot at nævne nogle.
I begyndelsen og midten af 80érne holdt Toy Town hundene
deres indtog i Danmark. Adskillige hunde er blevet hentet
fra denne hollandske kennel. Hennes of Toy Town, som blev
brugt utrolig meget i 80érnes avl, samt Ivan Lauds of Toy
Town, Freya of Toy Town, Fænrik og Fleur of Toy Town – også
her blot for at nævne nogle.
Op gennem
90érne, hvor den snævre avl viste at der mangledes nye aner
i avlen, blev det populært at importere hunde særligt fra
Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn.
Avlen med den
ruhårede vizsla kom i gang i 90érne. Der blev forsøgt med
import af ruhårede vizslaer for at gøre den mere robust.
Endnu i dag er avlen med den ruhårede vizsla kun kommet
svagt i gang dog ført an af Nanna Brændgaard som har lavet
adskillige kuld med flere forskellige tæver og udenlandske
hanner.
Dansk Vizsla Klub.
Dansk Vizsla Klub er en specialklub for
jagthunderacen Korthåret og Ruhåret Vizsla i Danmark.
Klubben er stiftet den. 4. juli 1982 af ejere til vizslaer
for at imødekomme og udbygge den stigende interesse for
vizslaen i Danmark. Klubbens formål er at fremme kendskabet
til vizslaen og at fremme avlen og de brugsmæssige
egenskaber hos hundene. Dette søges opnået ved i klubben at
afholde markprøver, udstillinger, apporterings, schweiss-,
ræveslæbprøver, familiedag, samt ved at få så mange
vizslaejere som muligt til at deltage aktivt i disse
arrangementer. Den er en specialklub under Dansk Kennel Klub
og er medlem af Fællesrepræsentationen for stående jagthunde
i Danmark (FJD). Det betyder i praksis at Dansk Vizsla Klubs
medlemmer kan deltage i arrangementer arrangeret af disse
organisationer.
Klubben har ca. 200 medlemmer
fortrinsvis danske medlemmer.
Til Dansk Vizsla Klub er knyttet en række
lokale kontaktpersoner, der kan kontaktes hvis man ønsker
information om aktiviteter der foregår i lokalområdet, eller
hvis man har forslag til aktiviteter, træning osv. Det er
meningen at medlemmerne, i samarbejde med kontaktpersonerne,
selv planlægger ønsket træning/aktivitet.
Klubben udgiver 4 gange årligt bladet ”Vizsla Nyt” der er
klubbens medlemsblad. I bladet har alle medlemmer mulighed
for at komme med indlæg eller artikler
